(English Below) Mit navn er Louis, jeg er 37 år og lever med en autismespektrumforstyrrelse. Dertil er jeg far til en dreng på 7 år og er filminstruktør.

Jeg har flere gange søgt kommunen om støtte til en servicehund, men fået afslag hver gang. Deres begrundelse har været, at jeg “klarer mig for godt og jo har klaret mig hidtil uden". Men for mig handler det ikke om, om jeg kan klare mig gennem tilværelsen, men hvordan. Jeg tænker tit om svaret "Du har jo klaret dig hidtil", havde været det samme havde det været en synsforstyrrelse eksempelvis?

Jeg oplever afslaget som et udtryk for, at usynlige handicap stadig ikke tages alvorligt nok. Man skal helst bryde helt sammen, før hjælp bliver tilgængelig.

Det virker som om målet ikke er, at borgere skal have det så godt som muligt, men blot at de skal kunne udføre deres del af samfundskontrakten, også selvom det sker på bekostning af deres mentale helbred. Det er en skuffende side af velfærdsstaten, som nok fortjener en større debat. Men for nu handler det for mig om at finde en konkret løsning, der kan forbedre min hverdag.

Efter samtaler med autismekonsulenter og servicehundeforeninger har jeg besluttet at anskaffe mig en psykiatrisk servicehund. En sådan hund vil kunne hjælpe mig med at håndtere stress, overbelastning og angst i dagligdagen, og dermed give mig mere overskud til mit arbejde og til at være den bedste kæreste, og far, jeg kan.

Jeg har undersøgt mulighederne grundigt og har valgt at samarbejde med Trinitas, en frivillig forening, der træner psykiatriske service- og terapihunde til psykisk sårbare borgere.

Da min økonomiske situation er stram, søger jeg hjælp til at finansiere forløbet.

Udgifterne dækker bl.a.:

Alle bidrag, store som små, betyder verden for mig.

Tak fordi du læser, deler og støtter.

Louis

Update: Jeg har allerede mødt den perfekte hund!

My name is Louis, I am 37 years old, and I live with an autism spectrum disorder. I am also the father of a 7-year-old boy and work as a film director.

I have applied to the municipality several times for support for a service dog, but each time I have been denied. Their reasoning has been that I “function too well and have managed so far without one.” But for me, it’s not about whether I can get through daily life, it’s about how. I often wonder whether the response “You’ve managed so far” would be the same if it were, for example, a visual impairment?

I experience the rejection as a sign that invisible disabilities still aren’t taken seriously enough. You practically have to break down completely before help becomes available.

It seems as though the goal is not for citizens to have the best possible quality of life, but merely that they can fulfill their part of the social contract - even if it happens at the expense of their mental health. It’s a disappointing side of the welfare state, and one that probably deserves a broader discussion. For now, my focus is on finding a concrete solution that can improve my everyday life.

After conversations with autism consultants and service-dog organizations, I have decided to acquire a psychiatric service dog. Such a dog will help me manage stress, overload, and anxiety in daily life, giving me more energy for my work and to be the best partner and father I can be.

I have researched the possibilities thoroughly and have chosen to collaborate with Trinitas, a volunteer organization that trains psychiatric service and therapy dogs for people with mental vulnerabilities.

As my financial situation is tight, I am seeking help to fund the process.

The expenses include:

Every contribution, big or small, means the world to me.

Thank you for reading, sharing, and supporting.

Louis

Update: I have already met the perfect dog!