
Et haikudigt for en film!
Donation protected

Tak for din interesse!
Vi er et hold fra KBH Film og Fotoskole, der lige nu er i gang med vores afgangsfilm -- en film der går i optagelser om blot to uger, og som vil blive vist i Grand Teatret d. 19. december.
Alle donationer er velkomne! Til gengæld for en mønt vil man blive stort krediteret efter filmen, få tilbudt billetter til præmieren OG modtage et unikt skrevet haikudigt.
Hvad handler filmen om?
Filmen handler om den 15-årige pige Kamille, en fandenivoldsk tøs, der tager ud for at hævne sig på den lastbilchauffør, der var skyld i hendes families død. Men da hun møder ham, går det langsomt op for hende, at han i virkeligheden er den eneste i verden der kan forstå hende. I sidste ende bliver hun nødt til at vælge mellem tilgivelse eller hævn.
Det er en film der behandler hævnlyst og tilgivelse. En film om at tage ud, for at få den retfærdighed man ikke følte var til -- men kan man komme videre via hævn, eller er det blot noget der låser én fast i en ond cirkel, som man aldrig bryder fri af igen?
Hvorfor så en lastbil?
Vi er ambitiøse i vores fortælling. I sig selv er der noget over et anspændt og spændingsfyldt kammerspil, hvor man bare venter på at det hele eksploderer -- men ved at sætte det i en lastbil, vejens store, tromlende bæst, tilføjes en ny dimension. En grundlæggende, faretruende dimension.
Når man ved, at alt hvad der bliver sagt blot er brænde på et bål, højnes spændingen yderligere, når den lokation det hele foregår på, i sig selv, er et stort, brændende bål.
Det er en perfekt blanding af psykologisk intensitet og fysisk thrill.
Men det stopper ikke dér. Ved at gøre Kamilles modstander til en lastbilchauffør, taler filmen også ind til mange menneskers fordomme. Fordomme om de ensomme ulve, der spiser tørret bratwurst ned gennem de tyske motorveje og grovæder svensk pølsemix ved havnen. Men i virkeligheden er der langt mere til disse mennesker.
Da Kamille tager ud på sin rejse, forestiller hun sig et monster. Et koldt uhyre. Men i virkeligheden møder hun et ægte menneske. Et menneske der er mindst ligeså ødelagt som hende selv. Hun bliver stillet overfor en sandhed, der udfordrer hendes eget syn på verden. Kan hun acceptere verdens kompleksitet, eller holder hun fast i sit eget, simple verdenssyn?
Hvad går pengene til?
De modtagne penge kommer til at gå til leje af lastbilen, effekter, production design mm.
Hvad får jeg ud af at støtte?
Til gengæld for din støtte tilbyder vi:
- Billetter til præmieren i Grand Teatret d. 19. december.
- Et unikt haikudigt.
- Kreditering efter filmen.
Vi håber I har lyst til blot at give en enkelt øre eller to, og dele indsamlingen på den ene eller anden måde.
Med stor taknemmelighed
Caroline Topsøe, David Miedzianogora, Jens Olpindo, Jeppe Kirkeskov & Severin Wedel
Co-organizers (5)
Jens Olpindo Koefoed
Organizer
Valby
Caroline Topsøe-Jensen
Co-organizer
David Miedzianogora
Co-organizer
Jeppe Kirkeskov
Co-organizer
Severin Wedel
Co-organizer